Fødselsberetning 1

Annemettes første fødsel

Her kommer min fødselsberetning om min første fødsel, og mit første møde med min datter Ellinor, der kom til verden d. 12. august i 2019.

Fredag d. 9. august er jeg gået 9 dage over min terminsdato – jeg er frygtelig mættet på graviditet og virkelig virkelig ked af det. Sidste halvdel af min graviditet har båret præg af ene gener, der bare er kommet flere og flere af. Jeg er ked af at være gravid og har været det længe. Min mand, Jacob, og jeg skal til tjek på Randers sygehus. Her skal der sikres at baby i maven er ok, og at der bliver ved med at være nok fostervand.

Alt er godt, og vi sendes hjem. Altså alt er godt i maven. Jeg er overvældet, trist og bare dårligt tilpas over hele linjen. I over en måned har jeg været SÅ klar på at hoppe ud af graviditeten, og er så skuffet over, at det ikke er sket. Hvis ikke min krop selv går i fødsel inden søndag, vil de se os igen, og her vil vi blive tilbudt piller til igangsættelse.

Vi forlader sygehuset med ordene ”prøv ikke at tænke alt for meget på den fødsel”.

Umuligt… har ikke lavet andet det sidste lange stykke tid. Vi beslutter os for at tage en overnatning på hotel. For at komme væk, og så jeg kan se på noget andet end indervæggene på vores hus…

Det hjælper lidt. Selvom hotelværelset lugter, og vi begge er skuffet over maden. Det hjælper at komme ud, se på noget andet, sidde i andre stole end vores egne og ligge i en anden seng.

Men der sker ikke noget. Intet. Så vi tager hjem igen lørdag. Rastløse. Vi finder på noget så spændende som at tage i Plantorama i Aalborg. Noget skal vi få tiden til at gå med, og vi mangler et havebord.  

Da jeg går i seng lørdag aften, beder jeg inderligt til, at fødslen går i gang af sig selv i løbet af natten. Jeg har ikke lyst til at blive sat i gang – men jeg kan jo heller ikke holde graviditeten ud længere.

Igen sker ingenting, og jeg vågner derfor søndag og har endnu ikke et barn i armene. Vi skal heldigvis ind til tjek kl. 8, så jeg slipper for at vandre rastløs rundt i for lang tid.

Vi tager afsted. Alt ser fint ud – ingen tegn på fødsel. Giv mig de piller.

Jeg kan huske fornemmelsen, da jeg sluger de første. Det er ligesom at sluge alle mulige andre piller, bevares. Men tanken om, hvad de kan sætte gang i er super skræmmende – men også virkelig VIRKELIG lettende. Og må de godt skynde sig!

Vi forlader sygehuset med ordene, ”det er sjældent pillerne sætter en fødsel i gang på dag 1 især for førstegangsfødende”.

Da vi kommer hjem, sætter jeg mig i vores lænestol, og tror nærmest ikke jeg rejser mig fra den hele dagen – kun for at tisse. Jeg er færdig. Kan. Ikke. Mere.

Vi ser ’Brooklyn 99’ hele dagen. Stener – måske spiller vi også ALIAS ind i mellem. Om eftermiddagen tror vi, jeg får veer, men det er bare plukkeveer, der som de har gjort det så mange gange før, tager ordentlig til og falder så lidt i sig selv igen. ”I sig selv” – det skal lige siges, at jeg har haft ufattelig mange plukkeveer siden uge 18, der er kommet flere gange dagligt. Det sidste stykke tid kom de nærmest konstant (sådan husker jeg det – og sådan føltes det), og den aften fortsatte de også, men blev blot en smule svagere.

Da klokken bliver 21.30 mærker jeg ENDELIG noget i min plukkeveer, der er anderledes. Noget niver nu også i ryg/lænd. Vi ser tiden lidt an, men Jacob prøver hurtigt at tage tid på dem. De er regelmæssige og med 2 minutters pause. Fordi jeg er under igangsættelse, er vi blevet bedt om at ringe ved det mindste, og da vi gør, vil de på fødegangen gerne have os ind til et tjek.

23.15 tager vi den første, mørke og kolde tur på cirka 7 minutter op til sygehuset. Det er så mærkeligt det hele. Jeg aner ikke, hvad der venter os. Jeg er spændt. Og har ondt.

På fødegangen føres vi ind i et kontrolrum af en ung og sød jordemoder. Hun tjekker om alt er, som det skal være. Hun konstaterer desværre, at jeg kun er udvidet 1 cm. ØV. Hun får også sagt, at fordi det er første gang, kan vi godt forvente, at veerne vil gå i sig selv igen. Vi skal ikke håbe alt for meget på en fødsel. Lidt hårdt at få smidt i hovedet, når man ligger der med veer og bare gerne vil føde… men ok. Vi tager hjem. Jeg har fået en pille-cocktail med mig, som skal dække mine smerter så jeg kan sove. Haha.

Jeg kan på ingen måde sove, da vi kommer hjem 00.20. Veerne tager ret hurtigt til. Jeg kan nu hverken ligge eller sidde i veerne. Så når de kommer, må jeg op og gå. Jeg starter med at ligge mig ned i sengen mellem dem, men dropper det hurtigt og går ned i stuen. Jacob går med, og støtter mig i veerne.  

Jeg beder Jacob ringe til fødegangen, hvis smerterne skal fortsætte længe, har jeg brug for smertelindring. De foreslår et varmt bad. Jacob lægger på, men vi når ikke at gøre noget, før jeg mærker en underlig fornemmelse. Var. Det. Lige. En. Trang. Til. At. Presse?

Vi ringer igen med det samme. Jeg bliver lidt nervøs, og vi får lov til at komme ind på fødegangen.

Vi kører mod fødegangen 3.15 på endnu en mørk og kold, men heldigvis kort tur. Denne gang, tror jeg selv på, bliver den sidste for i nat. Det er en lortetur, for skal jo helst gå i mine veer.

(Lille, sjov sidenote – mest for folk, der har set Beverly Hills – vi skal med elevator op på fødegangen. Jeg ender med at køre i den (både op og ned) nogle gange i løbet af den dag, og hver gang tænker jeg på det afsnit fra BH hvor Brandon og Susan hjælper en fødende kvinde i en elevator, der er gået i stykker. Det hjælper ikke synderligt på nerverne, men den fødsel går jo som den skal, kan man sige… nå, men vi får ikke en lignende oplevelse, kan jeg godt afsløre.)

Da vi kommer op på fødegangen, skal jeg tjekkes igen og der skal vurderes om jeg er kvalificeret til en fødestue. Det viser sig, at jeg nu er 8 cm udvidet, og vi skal straks have fundet os en stue. Herfra husker jeg ventetid. Min jordemoder forsvinder for at klargøre en stue, og jeg synes, der går lang tid, hvor Jacob og jeg bare er os selv. Ventende.

Da hun endelig får ført os til fødestuen (nummer 7 (Jacob siger 9)), skal Jacob ned og flytte bilen, der holder ved indgangen. Han forlader stuen. Pludselig er jordemoderen også gået, og jeg er nu alene inde på den mørke stue. Jeg forsvinder meget i mine veer, og derfor er min erindringer ikke helt klare fra disse timer. Men jeg kan tydelig huske, at jeg går rundt alene, og er utryg ved det. Jacob er den første, der kommer tilbage, og han virker også lidt overrasket over, at jeg er alene. Der går noget tid inden jordemoderen kommer tilbage. Hun instruerer mig i, hvordan jeg ikke skal give efter for pressetrangen endnu. Der går lang tid sådan. Ind i mellem tjekker hun, om jeg har nået de famøse 10 cm.

Da jeg endelig får lov til at blive liggende, fordi nu må der presses – er JEG presset. Jeg er udmattet. Mine veer har været voldsomme, og det har taget meget af min energi at kæmpe imod pressetrangen. Jeg begynder at falde hen mellem presseveerne, og tror ikke helt jeg forstår at presse (eller kan for den sags skyld). Min pressefase varer halvanden time, og der sker ikke noget i den første lange del. Jordemoderen forlader stuen mange gange. Jeg kan faktisk ikke så godt huske hende – hendes udseende eller hendes nærvær. Hun støtter mig ikke, guider mig ikke, taler ikke til mig. Jo. ”jeg skal lige på toilettet”, kan jeg huske, hun siger en af gangene, hvor hun forlader stuen. Hun kommer på et tidspunkt tilbage med en læge. Hun skal tjekke, om baby stadig har det godt. Lægen er meget sød, og taler til mig. Hun kommer med instrukser til, hvordan jeg bedst presser. Jordemoder forlader igen stuen, og nu sker der endelig noget. Jeg presser, og jeg mærker. Føj for satan en brændende fornemmelse. Voldsomt. overvældende. vildt. vanvittigt. Hovedet er nu lige der, hvor jeg kan mærke, at ved næste pres, vil det med højest sandsynlighed poppe ud.

Jordemoderen er ikke kommet tilbage. Jeg spørger derfor, om jeg må presse til, når hun ikke er der. Lægen smiler, og giver tilladelse. Hun beder også Jacob rykke i en rød snor.

Hovedet kommer ud. Av. Kroppen kommer ud. Mere av. Jordemoder er tilbage. De fortæller, at det måske har gjort mere ondt at føde kroppen, fordi baby har bevæget sig. Klokken er nu 6.29.

Det er en meget kort lettelse, endelig at have et barn i armene. Og ikke bare et barn, men min lille Ellinor (der var en stor baby på 4300kg).

Jeg er så afkræftet efter den fødsel, at alt det, der nu ska ske, bliver oplevet rigtig rigtig grænseoverskridende. Og endnu mere, fordi jeg har en jordemoder, der ikke taler til mig.

Moderkagen skal fødes – og det skal rigtig mange blodklumper også. Der er noget besvær ved det. Så der skal presses og bakses med min mave. Min mave der er sindssygt øm. Det gør så ondt, at jeg ikke tør have Ellinor i mine arme. Jeg husker faktisk dette som værre end selve fødslen.

Jeg. Kan. Ikke. Mere. Især ikke mere smerte.

Der ryger meget blod ud. Jeg får lagt et saltvandsdrop. Jeg kan næsten ikke holde mine øjne åbne. Nogen hjælper mig over i en dobbeltseng. En ny jordemoder, der er rigtig sød, taler til mig. Hun ligger Ellinor ved mit bryst, mens jeg ligger i sengen. Det er meget sløret i mit hoved. Jeg registrerer ikke alt, hvad hun siger. Da hun efter et stykke tid forlader stuen, rækker jeg Ellinor til Jacob og falder i søvn med det samme. Kan huske den der følelse af at åbne øjnene halvt op, og så se Jacob stå med jordemoderen og pusle om Ellinor. De har nok målt og vejet hende.

Jordemoderen kommer ned til mig, og spørger, om jeg ikke lige vil gå ud og tisse. Det er vigtigt.

Jeg vil ikke. Men jeg gør det. Langsomt og mærkeligt. Jeg er svimmel, og hun må støtte mig derud. Jeg tisser. Super. Tjek. Da jeg kommer ud, kigger hun ret intenst på mig. ”du ser godt nok bleg ud”, siger hun så og giver mig mere saltvand.

Senere kommer hun ind med en bakke med morgenmad og juice og et lille flag. Det var så Ellinors fødselsdag. Vores første møde med Ellinor og mit første møde med en fødsel.

Tak fordi du læste med<3