Fødselsberetning 2

Vibekes første fødsel

Her kommer min fødselsberetning om min første fødsel,

og mit første møde med min søn, Vilhelm.

Han kom til verden d. 1. juli i 2020<3

Natten til d. 30 juni går min kæreste og jeg, som vanligt, sent i seng – det er 6 dage før min terminsdato. Jeg har ingen fornemmelse af, at min fødsel snart vil gå i gang, men allerede inden jeg når at falde i dyb søvn, mærker jeg ubehag i mit underliv. Det føles som stærke menstruationssmerter. Jeg fokuserer, ved hjælp fra min kæreste, på min vejrtrækning. Jeg er egentligt ikke presset, men ubehaget er alligevel for stort til, at det er muligt for mig at falde i søvn. Derfor vælger jeg efter lidt tid at stå op – jeg håber sådan, at dette er min fødsel, der er ved at gå gang. Efter en times tid på sofaen, hvor smerterne ikke har udviklet sig, mister jeg lidt troen på en fødsel, og jeg ender med at falde i søvn.

Jeg vågner tidligt næste dag, hvor ubehaget stadig er i kroppen, men det føles lidt mildere, og troen på en fødsel er derfor fortsat på standby. Senere samme dag, har jeg en tid ved min jordemoder. Det er jeg glad for. Gennem hele dagen har jeg ubehaget i kroppen. Det kommer i bølger med varierende styrke. Jeg fortæller min jordemoder om situationen, og hun nævner at det sagtens kan ske at være modningsveer – disse veer kan både betyde en fødsel inden for det næste døgn, men desværre kan der også gå en uges tid. Dette gør mig virkelig nedtrykt, og jeg føler mig lidt slået ud og snydt – især efter natten med lidt og dårlig søvn. Da jeg kommer hjem tidligt på eftermiddagen lykkedes det mig, at få lidt søvn.

Herefter vågner jeg, og takker ja til min søsters, Annemettes, tilbud om at komme forbi med mad fra Macdonalds. Smertestatus er stadig den samme. De kommer i bølger.

Da Annemette kommer med maden, sætter vi os i sofaen og spiser. Mens vi sidder her, tager smerterne til, og vi finder derfor en varmepude, som jeg til start kan bruge som smertelindrende. Der går dog ikke længe før, den ikke er tilstrækkelig, og jeg må op og stå i, hvad jeg nu selv tror på, er veer. Under veerne oplever jeg nu følelsen at, at skulle på toilettet, og jeg får også ”tømt ud” af flere omgange – også med veer samtidigt, hvilket var voldsomt ubehageligt.

Jeg vil så gerne have, at dette er min fødsel, der er startet, og jeg vil virkelig gerne hjælpe fødslen på vej – derfor beslutter vi os for at gå en lille tur. Altså, en meget lille tur, og den er ikke rar.

Da klokken nærmer sig 20.00, ringer vi til min jordemoder. Vi aftaler, at vi lige skal prøve at se tiden an – gerne i et par timer endnu.

Det blev så til 45 minutter, og vi ringer igen. Nu aftaler vi at mødes på fødegangen. Min kæreste pakker bilen. På vej ind i bilen rammes jeg af virkeligheden, og følelsen af på ingen måde at kunne overskue det, der skal til at ske. Jeg bliver bange, og det føles ikke rart, at skulle sige farvel til min mor og søstre, der har været ved min side indtil nu. Jeg prøver på at græde, fordi jeg er ked af det og utryg, men kan ikke få tårer ud.

Køreturen er virkelig lort. Vi holder en pause cirka halvvejs, hvor jeg skal ud og stå på grund af smerter. Her vinker jeg i øvrigt til politiet, der kører forbi.

Da vi ankommer til sygehuset ved 22tiden, har jeg så ondt, at jeg ikke kan gå – og jeg når lige at tænke, at jeg umuligt kan komme igennem dette, før jeg kaster op ud over mig selv og tisser i bukserne. (Dette sker lige ude foran sygehuset). Heldigvis hjælper det på mine smerter, og jeg føler, at jeg får fornyet energi til at gå vejen op til fødegangen.

Her bliver vi taget i mod af min jordemoder, der fører os til et kontrolrum. Jeg bliver lige tjekket, er 6 cm åben og herefter bliver en fødestue gjort klar til os. Min jordemoder spørger til mine ønsker, og jeg har et klart ønske om karbad for smertelindring. Her har jeg virkelig en oplevelse af, at det tager MEGET lang tid, at blive fyldt op. Men det er også ventetiden værd. Puha, hvor er det bare lindrende og lettende at komme i det varme vand.

I karbadet er jeg i ca. en times tid, inden jeg begynder at blive alvorlig presset på veerne igen. Jeg prøver, at lindre smerterne med lattergas, men dette har ingen ønsket effekt for mig. Her begynder jeg at blive urolig og går lidt til og fra badekarret. Jeg får taget vandet. Veerne føles tættere og tættere på hinanden, og jeg spørger efter andet smertelindrende. Jordemoderen tilbyder noget akupunktur, hvilket jeg først afviser, fordi jeg har en skræk for nåle. Herefter kommer en fuldstændig forfærdelig ve, og jeg går alligevel med til at prøve akupunkturen. Jeg husker ikke super meget herfra, andet end at mine presseveer starter kort tid efter. Det føles som en lettelse.

Jeg stiller mig op ad karbadet, og jeg overraskes lidt over mig selv – der kommer lyd på nu. Jeg synes, denne fase varer længe, jeg presser mange gange, og får også spurgt flere gange, hvor længe jeg skal fortsætte.

Så foreslår jordemoderen mig, at lægge mig op i sengen. Det er tæt på nu. Jeg skal ligge forskelligt under presseveerne, og til sidst ender jeg på ryggen. Jeg presser, og får en brændende fornemmelse nede i underlivet. Mit underliv er fyldt helt ud, og jeg føler, jeg bliver nødt til at lægge min hånd på for støtte. Jeg mærker hovedet med hånden. Det føles vildt. Under næste presseve kommer hovedet ud, og ganske kort efter bliver min søn lagt på mit bryst. Jeg smiler af lettelse og udmattelse og fordi jeg nu har overstået fødslen. Klokken er nu 03.55 d. 1 juli, og jeg er mor til en lille dreng.

TAK<3 Fordi I læste med<3