Historien bag
…Først drømte vi
Vi har sådan set altid drømt om at iværksætte noget sammen. Som børn var det primært at få bygget et kæmpe hus med plads til et utal af børn, swimmingpools, hjemmebiografer, virkelig virkelig mange andre ting - og så ellers til begge vores kommende familier. Den idé kom vi så lidt fra igen…
…Og så oplevede vi
Da vi, i løbet af de sidste par år, begge gennemgik overgangen ”fra mig til mor”, kom den til at fylde rigtig meget for os. Vi oplevede begge en brændende passion for det her med moderskabet og de enormt store kontraster, man kan opleve i det. Den ubetingede kærlighed, den uendelige bekymring, det lykkelige, det utilstrækkelige, glæden, afmagten og så videre. Hele den, for os, super svære balancegang ramte os, og vi talte os brandvarm på netop denne.
Dertil oplevede vi også begge, hvad rigtig mange andre kvinder oplever i denne periode; at glemme os selv i det hele. Vores behov. Vores ønsker. Vores drømme. Fordi overgangen fra mig til mor jo godt kan være kaotisk, overvældende, forvirrende og med et virvar af tanker.
...Og så besluttede vi
Således tog vi så ved årsskiftet 20/21 en beslutning om at starte udviklingen af en lille, hjælpende hånd, der skulle bidrage til at forbedre mulighederne for at holde et lille fokus på mor og mors behov - i en tid, hvor alt fokus ofte går til baby og babys behov. Dertil ønskede vi også at forbedre mors selvindsigt og måske generelle indsigt i moderskabets mange nuancer.
For at markere, mest for os selv nok, at nu gik vi altså seriøst i gang, oprettede vi en instagramprofil. Det var lidt vores point of no return, men uden egentligt helt at vide, hvad vi ville med profilen.
Vi havde nok bare brug for, at få sagt højt, at nu går vi sgu i gang venner!
…Og så spurgte vi
Vi var godt klar over, at på trods af, at vi selv synes, vores idé var fuldstændig fantastisk og genial, så var det ikke ensbetydende med, at alle andre ville tænke det samme.
Derfor søsatte vi en spørgeundersøgelse gennem Facebook, for at høre om andre mødre havde nogenlunde samme oplevelse af overgangen fra mig til mor, og samtidig også om der var en eventuel efterspørgsel på vores hjælpende hånd.
Resultaterne var heldigvis tydelige og talte liiiiige ind i, at vi skulle skynde os at komme videre i udviklingen!
…Og så kom ideen om bogen
Vi fik den tanke, at vi kunne tage hele ideen med en notesbog, hvor man selv nedskriver tanker, og hvad ellers hjertet indebærer. Men så ville vi dertil opdele siderne i forskellige felter, der alle på hver deres måde, skulle få mor til at reflektere over specifikke ting i hverdagen. Det gode, det svære, mangler jeg noget?, er jeg glad? osv. Derudover var vi brandvarme på en faktaboks. En boks, der skulle indeholde et sammensurium af både reelle fakta, gode råd, lækre tips og små, opløftende notits alle relevante for tiden som nybagt mor.
Så vi begyndte at designe på siderne i bogen.
…Og så kom livet
Gennem hele denne proces er der på hjemmefronten også sket ret mange forskellige ting hos os. Her har vi været igennem en specialeperiode, en dagplejeopstart/barselsslut, en ufrivillig abort efter tre måneders graviditet, et påbegyndt orlovsforløb, jobsøgning, en flytning, et huskøb og nu snart endnu en flytning.
MomMe-processen har derfor til tider været mere eller mindre sat på hold, så vi har kunne balancere det hele. Livet og alt, hvad det indebærer.
…Og så gjorde vi
Pludselig havde vi alligevel en skøn grafiker til at gøre bogens opsætning professionel, en virkelig dygtig kvinde satte sig på opgaven mod en hjemmeside, og så tog vi på besøg på forskellige bogtrykkerier, hvor vi forelskede os i et ægtepar, der selv stod for alt i produktionen og bare var gennemgående rare mennesker – og så gik det hele egentlig bare stærkt.
Jo, så skulle vi også til at sætte os ind i moms og bogføring og markedsføring og tykkelsen på bogsider og kachering og kolofoner og emballage og leveringsmuligheder og rigtig rigtig meget andet, som vi ikke har haft nogen som helst viden om tidligere… Men det var heldigvis spændende og sjovt, fordi det hele jo bare ER spændende og sjovt, når man gør noget, man virkelig brænder for.
… Og så sidder vi her
Med testsider, der har været ude hos testmødre. En rigtig god og brugbar feedback, der er taget til eftertragtning. En prøvebog nummer 2 på vej.
Og et meget ambitiøst mål om en snarlig boglancering.
Vi er spændte, nervøse, men mest af alt er vi bare super stolte over, at vi tog beslutningen dengang, og vi nu har været den fedeste og mest lærerige proces igennem.
Tak fordi du læste med <3